Selvmordsforsøg og senior Yad va Lev, den bedagede Ovadia, den usynlige Jonathan og Jacob Frost, Billy Graham og Louise Mukai, Messias eller den norske statssekretær….
Det er overskrifterne, kære venner!
Først det bedrøvelige. Jeg mødte Eli nede i Vandpibeforretningen for et par dage siden. Han fortalte, at Ronnie havde slugt en del af hans piller i et selvmordsforsøg. Hvornår det er sket, ved jeg ikke, men han skulle være kommet sig (!?) over det efter nogen behandling. Vi tager nok ud til dem i næste uge og gør lidt rent og rydder lidt op. Det skulle se storslemt ud, fortalte Eli, der bad om lidt bistand her før Pesach. Så må vi se, hvad Helligånden leder os til, hvordan vi kan hjælpe dem.
De ”gamle” er vendt tilbage!! Eller med andre ord er Senior Yad va Lev sat i værk med foreløbig 5 seniorer, hvoraf 4 er gengangere fra i sommer. Yderligere to slutter sig til flokken om få dage. De bor sammen i en stor lejlighed en lille kilometer væk; i retning af Østtalpiot – omtrent sidst på vores 6-km løberute! Deres arbejdsområder er malearbejde og suppekøkken. Derudover modtager de undervisning og kommer på ture. Om halvanden uge skal jeg bl.a. med dem på en ørkentur med overnatning i det fri!! Nede i Sodomørkenen.
Så til Ovadia, som er en gammel mand på 71 år. Han kom til Israel som 15-årig fra det nordlige Irak. Han bor i et lille, gammelt, usselt hus i Malha med en kanon udsigt. Hans lille hus ligger midt i et kvarter med store, nye, flotte, dyre villaer. Den første arbejdsdag gik med at rengøre hans badeværelse!! Ahem, det siger vist en del! - Desuden vaskede vi gulvet i hele huset, idet en stank af urin hang overalt. Han siger ikke så meget, men jeg har da haft en lille samtale med ham og fået lidt af vide om hans liv. Han har arbejdet indenfor byggebranchen i mange år. Hans familie består af en bror, en søn og en datter. Vi ser ikke så meget til ham, da han går i ældreklubben hver dag.
Hvem er så den usynlige Jonathan? Han sætter dagligt sit præg på Joffihuset, han er for det meste inden døre, helt præcis hvad han laver, er der ingen, der ved…. Nå, måske var det let at gætte?! Jonathan er Tikvas lillebror, og som endnu ikke har set dagens lys. Det gør han forhåbentlig til rette tid. Der har været lidt bøvl med ham og tvivl om, hvorvidt han ville blive indenfor så længe, som foreskrevet. Hans mor har derfor døjet en del og gør det stadig.
Jacob Frost er så godt som på vej herned og samtidig overgået fra at have tilhørt kategorien ”dem med V” til kategorien ”dem med M.” Vi her i Israel ser frem til at modtage og arbejde sammen med hr. Frost, som ankommer samme dag som Louise Mukai. Louise er jo også tidligere volontør og skal fungere som barselsvikar for Line. Også Louise ser vi frem til at modtage her i Jerusalem!!
Billy Graham vist kommer ikke! Ikke personligt i hvert fald. Men han kom i form af sin bog Fred med Gud, som jeg gav til en etiopisk indvandrer, en ældre mand. Han har tidligere bedt om bøger på amharisk, og det lykkedes at fremskaffe Fred med Gud. Glædeligt!!
I formiddag var jeg en tur ved grædemuren for at snuppe et foto af den efterhånden så berømte udgravning. Pludselig var der et mylder af sikkerhedsfolk og fotografer og andre nysgerrige, deriblandt jeg selv. Hvad var der dog i gære? ”Hvem er det, der kommer?” spurgte folk. ”Messias,” svarede en politimand…. Men nej, vi blev skuffede og måtte nøjes med Norges statssekretær, der aflagde Grædemuren et besøg i forbindelse med sit besøg i Israel og hos de palæstinensiske myndigheder. Han så noget betuttet ud, men hvem ville ikke det, hvis man netop har lovet sin regerings støtte til en terroristregering…? Undskyld, der blev jeg vist lidt politisk...
Nå, men til noget andet. Siden sidst er det kun blevet til få ture. Jeeptur i ørkenen var en af dem. Har der overhovedet været andre…?? Hmmmm, næh, det har der vist ikke. Sinaitur står imidlertid på programmet snart. Og, nå ja, så har vi heldigvis set lidt til et par tidligere volontører: Maria og Nanna!! Begge kom med deres respektive bibelskoler, LMH og IMB. Fabelagtig godt at se jer igen! Hvad med jer andre, kommer I ikke snart forbi??
Tak for forbøn! Bliv ved!!!
På vegne af Yad va Lev
Ruben
torsdag den 22. marts 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar